Hvem står bag Tinysmart? og hvad er deres historie?
Tinysmart.dk blev født som et far-og-søn-projekt i sommeren 2024. Junior, som vi kalder ham, manglede noget at fylde fritiden med, især på hverdage, hvor skolen slutter lige omkring den tid hvor vi andre går til frokost!. Så far fik en idé. Efter nogle hårde forhandlinger om koncept og arbejdsomfang blev Tinysmart.dk til. Nå ja, det ville da heller ikke gøre noget, hvis idéen kunne kaste en mønt eller to af sig, så junior kunne forsøde tilværelsen lidt.
Far tog sig af alt det kedelige arbejde, der følger med at starte en virksomhed. Alt fra indkøb af prototyper, testopsætning af servere, proof of concept, opsætning af en arbejdsstation til fremtidig produktion, kontakt til leverandører og forsendelsesfirmaer, hjembringelse af varelager, regnskab og jura, opsætning af webshop, diverse betalingsaftaler som MobilePay, salg og annoncering samt løbende support. Alt sammen småting, som far lige kunne fixe, mens junior passede sin “travle” tilværelse og sporadisk gav far et klap på skulderen for veludført arbejde. Junior ved nemlig, hvor vigtigt det er at anerkende sine ansattes indsats! 😄
Efter en lang og hård kamp blev Tinysmart.dk en realitet. Herefter blev fars officielle titel i virksomheden… fejedreng, mens junior går under titlen produktionschef. Eftersom far er den eneste ansatte med kørekort, inkluderer stillingen dog også fra tid til anden at føre firmaets automobil i forbindelse med hjemtransport af varer.
Det skal nævnes, at far oprindeligt er uddannet datamatiker og har suppleret med en professionsbachelor i it-sikkerhed. Men det betyder ingenting i denne yderst moderne virksomhed, hvor vi åbenbart kører med en ledelsesstruktur, der udelukkende placerer folk med højest snap-score øverst i hierarkiet.
Junior har dog set værdien i, at fejedrengen lige opsætter nogle faste rutiner for håndtering af hver enkelt enhed. Produktionen går efterhånden temmelig tjept, og da nogle af faserne har påtvungen ventetid, har junior selv udviklet et system, der gør, at vi kan køre to produktioner sideløbende for at øge effektiviteten. Vi er derfor top tunet nu og klar til en masse fremtidige produktioner.
Far og junior håber, I har mod på at sprede budskabet om Tinysmart.dk, så vi kan få en masse analoge hjem gjort super smarte og fremtidsklare! 😊